Ejer af Strandegård Ivan Reedtz-Thott og virksomheden »Det Gamle Land« ved Peer Ravn har i snart 4 år arbejdet sammen om naturplejen på Strandegård og Feddet. I alt afgræsses og plejes over 500 ha enge, strandenge og skov på ejendommen med Galloway-kvæg og Exmoor-heste.
Arbejdet med at genoprette, udvikle og forbedre naturen på de tidligere landbrugsarealer på Feddet og Strandegård er højt prioriteret og fortsætter i den kommende tid med flere nye tiltag. I foråret 2021 blev 114 ha landbrugsjord på Feddet permanent ekstensiveret og efterfølgende omlagt til natur. I løbet af foråret vil der på dette og andre arealer blive anlagt flere søer for at give vand til dyrene og forbedre forholdene for padder.
Formålet er at støtte arter, der er udpeget som særligt beskyttelseskrævende i henhold til EU-Habitatdirektivets bilag II og IV, som stor vandsalamander, spidssnudet frø og springfrø.
Projektet finansieres af Den Danske Naturfond og er en del af et større projekt rettet mod at sikre bestande af sårbare og truede padder og krybdyr samt sjældne sommerfugle og andre insekter på Strandegårds arealer på Feddet og Sivet.
Udover at medvirke til at sikre paddebestandene gunstig bevaringsstatus vil anlæggelsen af de nye søer også være berigende for den generelle biodiversitet. Særligt ynglende arter som rødben, dobbeltbekkasin og vibe vil kunne have fordel af projektet, men også de mange trækkende vadefugle vil blive begunstiget.
← Alle nyheder
Strandegård har modtaget økologisk arealtilskud til at omlægge og drive landbrugsarealerne økologisk. Strandegårds landbrug og frugtplantager har været drevet økologisk siden 1999.

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne. Formålet med tilskuddet er at øge det økologiske areal i Danmark og derved opnå en række fordele for miljø og biodiversitet. Tilskuddet har medført, at bedriften har kunnet opretholde en økologisk jordbrugsproduktion og sælge økologisk producerede fødevarer.

Strandegårds skovbrug er PEFC-certificeret. PEFC-certificering dokumenterer, at vi tager ansvar for klima og miljø i vores skovarbejde.
PEFC certifikatnr: NC-PEFC/FM-029647-E