Strandegård · Feddet
Feddet Strand Resort · 14. september 2026 · Ivan Reedtz-Thott

Feddet Strand Resort tager hul på et nyt kapitel med kvalitet, natur og nærvær i centrum

Efter mere end 20 års samarbejde skilles Kasper Kristensens og ejer Ivan Reedtz-Thotts veje. Feddet Strand Resort står nu foran en ny fase, hvor den fortsatte udvikling skal have endnu større fokus på personlig service, kvalitet og stedets særlige natur.

I Kaspers tid har Feddet gennemgået en markant udvikling og hører i dag til blandt Europas bedste campingpladser.

»Kasper har været en vigtig del af Feddets udvikling gennem mere end 20 år. Jeg vil gerne takke ham for hans store indsats og engagement. Vi har skabt meget sammen og kan med stolthed se tilbage på den udvikling, Feddet har gennemgået,« siger Ivan Reedtz-Thott.

Den næste fase skal mærkes i gæsternes ferie

Fremover vil der være færre store anlægsinvesteringer og større opmærksomhed på at få det bedste frem i de eksisterende rammer. Ambitionen er, at kvaliteten skal kunne mærkes gennem hele opholdet: i velkomsten, i de velholdte faciliteter, i servicen og i medarbejdernes tid og opmærksomhed.

»Vi er her for at give alle vores gæster den allerbedste ferie. God kvalitet og en varm, personlig modtagelse betyder noget, uanset om man kommer med campingvogn, bor i et feriehus, holder ferie med børnene eller nyder nogle rolige dage som par. Det skal være vores fælles udgangspunkt,« siger Ivan Reedtz-Thott.

Naturen får en endnu tydeligere rolle i ferieoplevelsen. Stranden, skoven, heden og de åbne vidder giver plads til både oplevelser og ro - fra børnenes opdagelser ved vandkanten til en gåtur for to og tid sammen uden en fyldt kalender.

Udviklingen bygger videre på de oplevelser og faciliteter, som gæsterne allerede kender og holder af. Familierne skal fortsat finde leg og aktiviteter, mens par og gæster, der søger ro, skal have let ved at finde deres egne steder og oplevelser på Feddet.

»Vi har et ganske særligt sted. Den næste fase handler om at komme endnu tættere på det, der gør en ferie her værdifuld: naturen, nærværet og følelsen af at blive taget godt imod. Vi ønsker, at gæsterne tager hjem med uforglemmelige ferieminder og lyst til at vende tilbage,« siger Ivan Reedtz-Thott.

Den nye retning kalder på en anden ledelsesprofil, som sammen med medarbejderne skal omsætte ambitionerne til en gæsteoplevelse af høj kvalitet hver dag.

Ivan Reedtz-Thott varetager ledelsen i overgangsperioden.

Om Feddet Strand Resort

Store investeringer og mange års engageret arbejde har skabt et resort med stærke rammer for ferieoplevelser for både familier og par. I maj 2026 blev Feddet Strand Resort kåret til Danmarks bedste campingplads ved ACSI Awards med titlen »Best Campsite Denmark 2026«. Samtidig er Feddet nr. 1 i Danmark og blandt Europas 100 mest populære campingpladser hos tyske campister på PiNCAMP Most Wanted 2026.

← Alle nyheder

Læs også

Ansvar

Certificeringer og tilskud

Statskontrolleret økologisk

Strandegård har modtaget økologisk arealtilskud til at omlægge og drive landbrugsarealerne økologisk. Strandegårds landbrug og frugtplantager har været drevet økologisk siden 1999.

Den Europæiske Landbrugsfond for udvikling af Landdistrikterne

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne. Formålet med tilskuddet er at øge det økologiske areal i Danmark og derved opnå en række fordele for miljø og biodiversitet. Tilskuddet har medført, at bedriften har kunnet opretholde en økologisk jordbrugsproduktion og sælge økologisk producerede fødevarer.

PEFC-certificeret skovbrug

Strandegårds skovbrug er PEFC-certificeret. PEFC-certificering dokumenterer, at vi tager ansvar for klima og miljø i vores skovarbejde.

PEFC certifikatnr: NC-PEFC/FM-029647-E