Vi har lavet en ny folder med oversigtskort over Feddet og Strandegård. Den samler 22 seværdigheder og 3 ruter på ét kort og kan hentes i informationen på Feddet Strand Resort fra den 8. oktober.
Feddet er en smal halvø ved Præstø Fjord og et af Sjællands største sammenhængende naturområder - med hede, strandenge, skov og 7 km sandstrand. Hvor egnen ellers er kendt for frugtbar muldjord, består halvøen af sand, grus og flint. Heden med lyng, tyttebær og revling holdes åben af Galloway-køer og Exmoor-ponyer, og langs kysterne er der et rigt fugleliv.
Nord for Feddet ligger Strandegård Dyrehave - en fredet, lysåben løvskov med store ege, bøge og asketræer. Mod Østersøen falder kysten brat i lerskrænter op til 15 meter, og på de åbne sletter ligger gravhøje fra sten- og bronzealderen.
Ruterne er afmærket med grønne skilte.
Offerlunden, 4,7 km - vandrerute ud til bordbænkene ved de vejrbidte skovfyr ved Præstø Fjord.
Heden, 6,7 km - vandrerute gennem hedelandskabet.
Cykelruten, 8,1 km.
Mod syd går turen gennem strand, skov og hede. Mod nord ligger Strandegård Dyrehave med gamle egetræer og åbne sletter.
Jens Munks Varde (1) mindes Jens Munk, der i 1619 sejlede ud for Christian IV for at finde Nordvestpassagen.
Troldhøje (2) - sagnet siger, at en søkonge ligger begravet i den største høj, mens hans hest og skat hviler i en anden.
Skansen (3) er resterne af et forsvarsværk fra omkring år 1800, der skulle beskytte indsejlingen til Præstø. Volde og grøfter ses tydeligt endnu.
Pumpehuset (11) fra 1956 afvandede landet bag diget. Ved stormfloden i 2023 brød diget netop her.
Naturcenter Fiskerhuset (12) har udstillinger om livet og naturen ved Præstø Fjord. Indtil midten af 1900-tallet boede her en fiskerfamilie.
Fyrene (13) - to af Feddets tre oprindelige fyr står endnu. De blev slukket i 2003.
Naturrum Præstø Fjord (14) ved Fed Havn har tre shelters og en bålhytte.
Gravhøjen på Heden (18) er gravsted for baron Otto Reedtz-Thott, der vandt Danmarks første OL-medalje i sejlsport - sølv ved OL 1912 med båden Nurdug II.
Fugletårnet (20) på Feddets sydspids giver udsigt over Præstø Fjord - med ynglende vandfugle forår og sommer og trækkende ænder og gæs efterår og vinter.
Vindrosen (22) fra omkring år 1900 pumpede vand fra de laveste arealer og står i dag som et minde om forsøget på at opdyrke strandengene.
Under stormfloden i oktober 2023 brød havet gennem diget ved Sivet. Digebruddet har genskabt et yngle- og rasteområde for sjældne vandfugle som klyde, skeand og dværgterne. Det gavner også brakvandsgedden, der gyder i de lavvandede områder ved Præstø Fjord.
Folderen beskriver også pluk-selv i æbleplantagen, urtehaven og blåbærplantagen, shelteret ved Strandegård, hundeskoven, rideture på islandske heste, havørredfiskeri samt parkeringsmuligheder i området.
Strandengene er beskyttet af Natura 2000, og den yderste del af Feddet bør ikke betrædes fra april til midt i juli. I naturplejeområdet færdes du gennem de selvlukkende låger i hegnet.
Rigtig god tur i det fri
Med venlig hilsen
Ivan Reedtz-Thott
22 seværdigheder og 3 ruter
Kan hentes i informationen på Feddet Strand Resort fra den 8. oktober

Strandegård har modtaget økologisk arealtilskud til at omlægge og drive landbrugsarealerne økologisk. Strandegårds landbrug og frugtplantager har været drevet økologisk siden 1999.

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne. Formålet med tilskuddet er at øge det økologiske areal i Danmark og derved opnå en række fordele for miljø og biodiversitet. Tilskuddet har medført, at bedriften har kunnet opretholde en økologisk jordbrugsproduktion og sælge økologisk producerede fødevarer.

Strandegårds skovbrug er PEFC-certificeret. PEFC-certificering dokumenterer, at vi tager ansvar for klima og miljø i vores skovarbejde.
PEFC certifikatnr: NC-PEFC/FM-029647-E