Nyheder fra Strandegård

Tilbage til forsiden
Naturlig hydrologi - Feddet

Naturlig hydrologi på Feddets strandenge

Written by: Ivan Reedtz-Thott | Posted on: | Category:

De naturlige vandstandsforhold er blevet genskabt på strandengene der ligger på Feddets sydspids. Strandengene er en del af Natura 2000-området »Havet og Kysten mellem Præstø Fjord og Grønsund«. Området indeholder mere end 5 % af hele Danmarks strandengsareal, og er internationalt vigtigt for mange arter af ande- og vadefugle. Strandengene er gennem tiderne blevet drænet, og der er bygget diger og afvandingskanaler, som hæmmer de naturlige oversvømmelser og dermed saltvandets påvirkning af engene. Projektet har til formål at genskabe de naturlige oversvømmelser, således at saltvandet fra Præstø Fjord dækker strandengene ved højvande. Målet er at strandengene jævnligt oversvømmes - og på den måde fortsat kan være levested for de særlige planter, der kan leve med et højt saltindhold i jorden. Saltvandets adgang til større arealer på Feddet er sket ved at fjerne de gamle diger og jordvolde og ved at lukke grøfter. En del af opgaven i forbindelse med genopretning af de våde strandenge har været at sikre de bagvedliggende områder for oversvømmelser. Dette er opnået ved at etablere et nyt dige samt højvandssluse ved projektets nordlige afgrænsning. Det er Faxe Kommune og Strandegård Gods, der i samarbejde står for projektet, som er finansieret af NaturErhvervsstyrelsen; 75 procent kommer fra EU, 25 procent kommer fra Miljø- og Fødevareministeriet.


STRANDEGÅRD, ST. ELMUEVEJ 2, FAXE, DK 4640,
Tel:+45 5672 5003
post@strandegaard.dk

Strandegård har CVR: 59371215 og Økologi autorisation nr: 742122 og PEFC certifikatnr: 90530 - 2010 - AE-FIN-FINAS

Strandegård, Store Elmuevej 2, DK 4640 Faxe